I min verden
- udstationeret i en coronatid

Københavns lufthavn slog mig i ansigtet med dens stilhed. Der var os, der er på vej ud af landet, og så alle dem med de gule veste. De gule var der flest af. Alt var lukket og der, kl. 07:30, blev jeg guidet alene igennem security. Den tidligere velkendte ”lad ikke bagage stå uden opsyn”, var nu afløst af coronavarsler og remindere om, hvor der skal nyses, og hvor der skal hostes. Hver anden siddeplads i hele lufthavnen, var afspærret med sort og gult stribet tape. På en og samme tid, var det både helt vildt uhyggeligt at stå i og samtidig lidt… fedt at opleve.

Okay lucky me, alt havde ikke lukket. En kop kaffe fra Joe & The Juice og en smørbagt croissant fra Lagkagehuset, der har fået lov til at holde skansen og ikke lade os rejsende i stikken, nydes i et hjørne uden tape, og med godt udsyn til den store skærm med afgange. Ordet “Cancelled” gik igen flere gange, men heldigvis ikke på min afgang.

Normalt synes jeg, at Joe & The Juice spiller alt for højt – men den dag var det, det bedste på hele morgenen, og jeg tog mig selv i ligefrem at NYDE, at der bare var lidt larm – FEDT. Stilhed er ikke min sjoveste rejsemakker.

“Er du sygeplejerske?” Spurgte damen i blåt, da jeg nåede gaten, og kiggede hurtigt på de papirer, jeg havde i hånden. I samme sekund sendte hun mig videre, med vink mod flyet.

Flyet var næsten fyldt, hvorend de mennesker så havde ventet? For jeg havde ikke set dem. Kaptajnen var i et vældigt humør. Han bød os velkommen i egen høje person med dans og spas.’ Stay positive og keep smiling’ var budskabet og et tak, fordi vi fløj med SAS.

Oslo lufthavn var mellemstationen, og flyet videre lettede som planlagt efter 8 timer. Heldigvis var butikkerne åbne, og der var ved gud 70 % rabat i mange af dem. Åh gud, det blev nogle sjove OG dyre timer.

Da vi landede i Oslo, skulle vi som danskere stå pænt i lange rækker, bag de gule striber af tape på gulvet. Det var vi vildt gode til, imponerende hvad vi mennesker hurtigt kan dresseres til. Når vi hver og en nåede frem, fik vi tildelt en luge, hvor damen nu var i sort, smilede bredt på norsk “hvem er du, hvorfor, hvor og hvor længe bliver du?”. Det tog ca. 5 minutter og blev afsluttet med et, ”velkommen til Norge, og tak fordi du kommer”.

200 meter længere nede ad gangen blev vi guidet gennem to skranker, hvor damer, nu i hvidt, sad iklædt handsker og mundbind. Om jeg havde symptomer? (jeg overvejede ganske kort at være sjov, meeen det er sgu nok ikke lige der), og på svaret NEJ, fik jeg lov til at træde videre ind på norsk jord. Puha, jeg havde faktisk været lidt spændt på, hvordan det ville foregå, alt det her indrejse halløj, men hey det gjorde slet ikke ondt.

Inden jeg skulle afsted, havde jeg absolut gjort mig mange overvejelser, og jeg havde nok også drevet rovdrift på min booker og hans viden om situationen i landet, hvad angår værnemidler osv. Men for pokker der er styr på sagerne, og jeg følte mig opdateret så godt, som jeg nu kunne.

12 nætter stod der på skemaet, 12 nætter a´ 10 timer og de fleste i isolation. Som intensiv sygeplejerske er jeg vant til at arbejde med patienter i isolation en gang imellem, så det var jeg faktisk ikke bekymret for. Det var mere, om der var tjek på det fra afdelingens side.

Det tog ca. 4 minutter inde i rundvisningen på introvagten, så var der ro på den konto også. Der var mere tjek på det, end hvad jeg havde turde håbe på. Nybyggede sluser, værnemidler fra top til tå og en flok af kompetente kollegaer – JA TAK.

Spændende blev det da, da det ”lille” sygehus ude på vestlandet, som de første i Norge, gav antistoffer til en coronapatient. Herligt at være en del af et internationalt projekts spæde start i denne historiske tid.

Nu vel er jeg typen, der nok er let at imponere, det indrømmer jeg blankt, men i guder et område jeg havde som min legeplads i de 14 dage. Naturen omkring mig var fuldstændig uoverskuelig smuk, så HEY jeg skulle arbejde om natten i rare trygge omgivelser, sove nogle timer og ellers ud at løbe rundt i fjeldet.

Med venlig hilsen

Anina