Det bliver i familien:
Sønnike går i mors og fars fodspor

19-årige Mikkel har det ikke fra fremmede. Det er ikke helt tilfældigt, at han er begyndt at arbejde i hjemmeplejen i Holbæk. Hans mor Line har gjort det i 15 år, og far Kim i godt fire år.

– Jeg kan hjælpe et menneske med at få det lidt nemmere eller lyse dagen lidt op med en dårlig joke, fortæller Mikkel om motivationen for sit nye job.

POWERCARE har mødt ham og hans forældre i hjemmet udenfor Holbæk. Her går snakken livligt om vikarjobbet og udfordringerne med de ældre borgere, der har brug for hjælp i dagligdagen.

– Nogle gange fylder det mere end andre, men er der en problematik, skal man lige vende den. Det er hyggeligt, og man kan sparre med hinanden. Og det er rart, at man har en forståelse for hinandens arbejde og arbejdstider, lyder det fra Kim.

Mens Mikkel og Kim som plejemedhjælpere kan rende ind i udfordringer på jobbet, så er der ikke så meget tøven hos mor Line efter rigtig mange års kendskab til branchen. Begge hendes forældre arbejdede også i hjemmeplejen.

– Ja, historien gentager sig. Det er lidt sjovt, for Mikkel var meget modstander af det her fag, og så lige pludselig kommer han hjem og er vendt rundt. Det har givet et tættere bånd, fordi vi kan hjælpe hinanden, siger Line.

Hun pointerer, at der er visse situationer i jobbet, hvor det er rart at have nogen at tale med, som er tæt på.

– Der er nogle barske historier, så der er det rart at kunne sparre med hinanden. Der er dødsfald i vores fag, og ingen ved, hvordan man reagerer, når man finder et menneske, der er dødt, så det prøver vi at klargøre Mikkel til, så han har en større rygsæk, når det sker.

– Politiet kommer ofte indover, når der sker et uventet dødsfald, og man kan næsten føle sig helt kriminel. Det er vigtigt, han er rustet til det, så han kan blive en endnu dygtigere hjælp, fortæller Line.

Ved at være vokset op i en familie med faget i blodet, føler Mikkel da også, at det har gjort ham mere tryg i jobbet at have et vist kendskab til udfordringerne, inden han begyndte.

– Mange ting, vidste jeg allerede, da jeg begyndte. Men det er lidt en livline – det er rart at vide, man kan ringe hjem og spørge i nogle situationer, hvor kollegerne måske ikke har tid til at hjælpe, siger Mikkel, der kun en enkelt gang har været nødt til at ringe hjem for at få et godt råd.

– Der var én, der skulle have nogle små skumgummiting mellem tæerne – det kunne jeg ikke rigtigt finde ud af, griner Mikkel.

Line understreger, at det ikke kun handler om de praktiske opgaver, der skal udføres, men lige så meget om den menneskelige side af jobbet.

– Det har også noget med livserfaring at gøre. Det er jo ikke kun bleskift og hjælpemidler – der er al den psykiske støtte. Vi er måske de eneste mennesker, nogen ser. Vi har kun ti minutter, så der er det vigtigt at være nærværende, siger Line.

Det er et helt bevidst valg, at de alle arbejder som vikarer. Rent fagligt mener Line, at de er et godt supplement til de fastansatte i hjemmeplejen.

– Udfordringen er jo manglende hænder. Som vikarer gør vi en stor forskel, fordi vi ikke er så slidte og har en anden tilgang. Vi er foruden al det personalefnidder, der er nogle steder, så jeg tror, det er sundt, at der kommer nogen udefra og kan hjælpe med at finde løsninger, siger Line.

For alle tre gælder det, at friheden spiller en stor rolle i arbejdslivet. Selv at kunne bestemme hvor og hvornår, man vil arbejde.

– Det passer godt ind i mit liv. Det er vigtigt for mig at have den frihed, så jeg selv kan bestemme over mit liv, siger Line, der ved siden af vikarjobbet er hundeopdrætter og har to Granddanois, hun tager til konkurrencer med. Derudover består familien af tre piger på 12, 15 og 16 år.

Skulle det ske, at familieliv og job ikke lige går op i en højere enhed, så er det jo en fordel, at man bare kan bytte vagter internt.

– Ja, vi har lige haft en situation, hvor jeg skulle køre flere dage i træk det samme sted, men det betød ikke noget, at vi byttede om. Drengene er kendt under mig, så når jeg kommer et sted, får jeg at vide, de har været der. Og nogen har sagt til Mikkel, at når han er mit barn, så har han noget godt med hjemmefra, fortæller Line.

Familien vil kun anbefale andre at prøve kræfter med branchen. Særligt for familiens to mænd er det lidt usædvanligt, at de er gået i den retning. Mikkel troede, han skulle læse jura eller til lærer, men nu begynder han på sygeplejestudiet til vinter.

– Jeg har lige taget en 180 graders vending og har også anbefalet jobbet til et par venner. Jeg synes, det er fedt at hjælpe andre. Og jeg er måske et frisk pust for nogen. Det giver også mig noget – jeg har udviklet mig meget personligt, efter jeg er begyndt, siger Mikkel.

For 46-årige Kim er det også noget af et karriereskifte, han har lavet. Han er uddannet tømrer og har lidt sværere ved at få kammeraterne til at forstå valget.

– Nej, der er ikke nogen i min kreds, der siger, at det skal de også – der er nogen, der siger, det er lidt underligt.

– Jeg kan godt lide at hjælpe og være med til at gøre andres hverdag nemmere. Det, at være der for dem og lige bruge fem min på at snakke og lytte til dem, det er meget tilfredsstillende. Og når man har været et sted nogle gange, åbner de også lidt op, og snakken bliver lidt mere dybdegående, det er meget givende, siger Kim, der snart skal til at uddanne sig til SOSU-assistent.

Line bryder ind og kan ikke lade være med at nævne, at der også er visse fordele ved at være mand i faget.

– Det er et kvindefag, så mænd har det lidt nemmere og får det hele vist og serveret. Men det er stadig et kvindefag at tage sig af børn og ældre, så vi har det nok nemmere ude hos borgerne. Der står aldrig ’ønsker ikke kvinder’ på de ældres liste. Men der mangler helt sikkert mænd i faget, og de kommer lige så meget for at hjælpe som os andre, siger Line.

Kim kan kun nikke genkendende til det.

– Vi griner lidt ad det sammen, hvis man ikke’ ønsker en mand’. Der kan komme en kommentar som; ’Han kan jo ikke lave mad’. Det kan vi godt få lidt sjov ud af, griner Kim.